I løbet af de sidste 30 år er antallet af humanitære katastrofer steget, primært på grund af klimaforandringer. Men også væbnede konflikter trækker på Dansk Røde Kors' resourcer i langt højere grad end tidligere. 2011 ser ikke ud til at blive det år, hvor dette tal falder. Sideløbende med denne udvikling er det blevet sværere at finde økonomisk støtte til den humanitære hjælp der er brug for, både internationalt og nationalt. Dette stiller Dansk Røde Kors i en situation, hvor der er brug for nytænkende og innovative kompetencer.
Dansk Røde Kors består af 20.000 frivillige, hvor et landskontor og et generalsekretariat varetager den daglige ledelse af organisationen. De 20.000 frivillige er grundlaget for Dansk Røde Kors' ånd og arbejde og rekruttering af nye frivillige er derfor et vigtigt fokusområde. I disse år står Dansk Røde Kors overfor den udfordring at størstedelen af den frivillige gruppe er over 65 år. Denne gruppe må derfor fornyes, samtidigt med at der er nogle samfundsmæssige tendenser, hvor arbejdsmarkedet i fremtiden vil lægge beslag på de 65-årige, hvilket begrænser denne gruppes tid til frivilligt arbejde.
Disse er blot nogle af de udfordringer Anders Ladekarl skitserede i sin præsentation af Dansk Røde Kors som caseorganisation i Suitable for Business Case Competition 2011.
Dansk Røde Kors kan, ifølge Anders Ladekarl, besvare disse udfordringer ved at udvikle forskellige dele af Dansk Røde Kors organisationen. Dette kræver forståelse for de vilkår Dansk Røde Kors arbejder med, forståelse for organisationen komplekse sammensætning samt evnen til at tænke innovativt indenfor nogle relativt faste rammer. Det handler om at se muligheder for vækst og udvikling skæve steder for at bringe Dansk Røde Kors ind i det 21. århundrede.
Humanister besidder disse værdiskabende kompetencer der grundet deres faglige forankring kan danne bro mellem den historisk funderede del af Dansk Røde Kors og den del af Dansk Røde Kors som er på vej ind i fornyelsens æra. Anders Ladekarl forstår og anderkender human- og socialvidenskabernes kompetencer og ser hvordan de positivt kan bidrage til udviklingen af Dansk Røde Kors.