Paneldeltagere:

Rasmus Willig, Sociologi, RUC
Klemens Kappel, Filosofi, KU
Morten Hesseldahl, Kulturdirektør
DR Stina Vrang Elias, Direktør
DEA Moderator: Jes Stein Pedersen

Efter en kort introduktion fra Suitable for Business’ delegerede blev ordet hurtigt givet til debattens moderator, journalist Jes Stein Pedersen – som straks åbnede med at give alle deltagere 5 minutter til at besvare spørgsmålet: Kan vi uddanne til erhvervslivet uden at sætte vores videnskabelige stolthed på spil? 

Den første til at besvare spørgsmålet var Klemens Kappel, der lagde ud med en pointe om hvordan vi ofte glemmer at en af universitetets roller er at vedligeholde samfundets intellektuelle infrastruktur, både i forhold til små og store emner. Der skal simpelthen sættes viden og argumenter i omløb, som folk kan hægte sig på. Rasmus Willig fortsatte herefter med at læse et stykke Gadamer højt, som udbyggedes med sin egen pointe i forhold til statens kontrol af videnskabelige uddannelser: Der bruges flere penge på administration end egentlig forskning og undervisning. Morten Hessedahls introduktion bar præg af at han ikke længere mener længere mener landets universiteter er et eliteforetagende – men i stedet en masseproducerende uddannelsesinsitution. Kvaliteten er dog, ifølge Morten Hesseldahl, dalende på disse institutioner, da folkeskolen og gymnasiet er begyndt at fokusere på processor, sociale kompetencer og lignende egenskaber, som universiteterne overtager. Resultatet af dette er blevet at folk er omstillingsparate, men ikke længere har en kernefaglighed som ballast, hvilket han gav udtryk for var et klart problem – da erhvervslivet lige netop har brug for humanister, da de kan være kritiske på virksomhedens præmisser. Slutteligt gjorde han opmærksom på, at det at afslutte et humanistisk studium ikke betyder at man er ”færdig”, men at man så blot kan indløse billet til at starte en erhvervskarriere, som der efterfølgende  kan ”puttes” flere færdidheder på. Stina Vrang Elias kom på banen med argumentet om at der er et reelt politisk problem her. Med den nye gymnasiereform har man skabt 3 hårde år, som for studerende følges op af en start på universitetet der, specielt på humaniora og socialvidenskab, præges af nærmest ingen undervisning. Samtidig fokuseredes der her tydeligt på, at der er en klar sammenhæng mellem uddannelse og produktivitet – også på humaniora. Desværre hører man for ofte historierne om en virksomhed der efterspørger kompetencer som egentlig matcher de en humanist besidder, men hvor virksomhederne i sidste ender med at ansatte en cand.merc.’er – simpelthen på grund af navnet. Debatten blev efterfølgende ledt ind på spørgsmålet om hvorvidt det påhviler universitetet det ansvar at integrere katalysering af faglighed til arbejdsmarkedet. Her var Klemens Kappel klar i mælet og gjorde det klart at det er nødvendigt at studerende kan tage din identitet alvorligt – men at det samtidig er nødvendigt at studerende sørger for at sikre at de kompetencer man tillærer sig kan føres videre til andre organisationer. Rasmus Willig fortsatte sin egen pointe fra tidligere, og gjorde det klart vi stadig bruger for mange penge på bureaukrati som vores uddannelsesinstitutioner ser ud på nuværende tidspunkt, men at ansvaret dog i sidste ende påfalder de studerende selv. Morten Hesseldahl støttede op om at det er de studerende selv der bærer ansvaret. Samtidig gjorde han det klart at der er brug for en kulturændring i Danmark, hvor det ikke er almindeligt humanister sidder i topstillinger. Et bud på dette er, ifølge Morten Hesseldahl, et studiejob der giver erhvervslivet en chance for at se at du ikke ryger for meget hash, som han så pænt formulerede det og fulgte op med en kommentar der vækkede masser af harme blandt de mange studerende i salen; nemlig at man ikke bør oprette de her kombinationsuddannelser, han betragter som ”Mickey Mouse-studier”. Stina Vrang Elias fortsatte med en yderligere uddybning af de studerendes frygt for at der er for langt mellem universiteterne og erhvervslivet, hvilket specielt er et problem i hendes optik, hvor universiteterne optager klart flest fra en ungdomsårgang i sammenligning med erhvervsakademierne.  Dette skaber ifølge hende et mis-match i forhold til den kvalitet vi flytter fra vores uddannelsessystem og ud i erhvervslivet.

Efter lidt spørgsmål fra salen, der gik på hvorvidt man kan bevare sin kernefaglighed og samtidig få det CV der skaffer dig jobsamtalerne, kom Morten Hesseldahl på banen med en kommentar om at CV’er i dag, er frygteligt oppustede, og forsøgte at formidle hvordan vi skal fokusere mere på det personlige møde – jobsamtalen. Spørgsmålene om kernefaglighed ledte også debatten ind på begrebet tværfaglighed, som Klemens Kappel vurderede som værende et område der var særdeles nødvendigt, og som skal sikres gennem nogle strukturelle tiltag, som fx at sikre at folk følger flere fag. Herefter kom Stina Vrang Elias på banen med sin holdning om at tværfaglighed aldrig for alvor kan blive sat i spil, da vores universiteterne er spredt fra vind og fjern – og sendte via en anekdote tankerne til den anglo-saksiske model, hvor studerende af alle retninger findes side om side på samme campus. Da spørgsmålet der lød på hvordan humaniora egentlig matcher samfundets behov, var der generel enighed fra panelet om at humanister ikke bør være bekymrede. Først skal man dog slippe sine fine fornemmelser, som Klemens Kappel gjorde opmærksom på, inden han fortsatte med at forklare hvordan man er nødt til at lade sine kompetencer dreje i en retning samfundet har brug for. Morten Hesseldahl tog tråden op og udbyggede med at der er en reel værdi af en humanistisk tilgang i erhvervslivet, da humanister ikke lader sig indrette. Rasmus Willig fortsatte argumentet, og gjorde det også klart at vi skal huske at det er hårde tider for alle, som verden ser ud lige nu. Kulturændringen, som Morten Hesseldahl tidligere havde bemærket, blev herefter igen taget op af Stina Vrang Elias, der gjorde det klart at så snart den første humanist var ansat, ville det blive lettere for den næste at få job. 

Sidste spørgsmål fra salen lød på hvad paneldeltagerne, heriblandt specielt Stina Vrang Elias og Morten Hesseldahl ville stille op for at sikre at humanister faktisk har bedre chancer. Her gjorde de begge udtryk for at de har god samvittighed: Stina Vrang Elias har ifølge hende selv ikke lavet andet de sidste 5 år end at udbrede humaniora og samfundsvidenskab, ligesom Morten Hesseldahl beskrev hvordan han ikke har dårlig samvittighed, da han kender til alle de muligheder humanister har – som fx også kunne være at fortsætte med en MBA. Rasmus Willig sluttede af med historien om hvordan det i Aalborg, hans hjemby, er netværket der gør at du sikrer dig et arbejde, og derigennem at bureaukrati altså er problemet, mens Klemens Kappel pointerede at der er strukturelle udfordringer for studerende af humaniora, men at hvis studerende gør hvad de skal med deres uddannelse er sikre.